Fem fejl i rettelser efter publicering og sådan undgår du dem

Den mest almindelige fejl er tøven. Man opdager en forkert oplysning, ryster lidt på hovedet og håber, at ingen har bemærket den. I øvelserne på kurset ser jeg det igen og igen: deltagerne bruger mere tid på at overveje, om fejlen er stor nok, end på selve rettelsen. Men en læser, der har taget fejlen til sig, bliver ikke mindre vildledt af, at teksten får lov at stå.

Tommelfingerreglen er enkel: Når du ved, at noget er forkert, retter du det, så snart oplysningen er kontrolleret. Kontrollen skal være reel, så du ikke erstatter én fejl med en anden. Men den må ikke blive en undskyldning for at udskyde. Skriv ned, hvad du har fundet, hvem der har bekræftet det rigtige, og hvornår du opdagede forholdet.

I efterårets travle uger, hvor mange tekster går hurtigt gennem processen, er det særligt vigtigt at have en fast vane for, hvem der får besked, og hvem der beslutter rettelsen.

• Kontroller den rigtige oplysning, før du retter
• Notér, hvornår og hvordan fejlen blev opdaget
• Aftal på forhånd, hvem der beslutter en rettelse

Fristelsen er stor: Man åbner teksten, ændrer tallet eller navnet og håber, at ingen husker den gamle version. Det kalder jeg en stille rettelse, og den er sjældent en god idé, når fejlen har betydning for forståelsen. Læsere, der har delt eller citeret teksten, får aldrig at vide, at grundlaget er ændret.

Åbenhed handler ikke om at stille sig selv til skue. Det handler om at give læseren mulighed for at vurdere, om fejlen ændrer noget for dem. Små stavefejl og kommafejl kan du som regel rette uden omtale. Men faktuelle fejl, forkerte navne, tal og citater fortjener en synlig note.

Spørgsmålet, jeg beder deltagerne stille sig, er: Ville en læser, der havde læst den første version, have brug for at vide det? Hvis svaret er ja, skal rettelsen være synlig.

• Stavefejl kan rettes uden omtale
• Faktuelle fejl kræver en synlig note
• Spørg dig selv, om en tidligere læser ville have brug for at vide det

En god rettelse er kort. Alligevel ser jeg ofte udkast, hvor deltagerne forklarer hele baggrunden, undskylder tre gange og slutter med en lille tale om omhu. Resultatet er, at læseren skal lede efter det vigtigste: Hvad var forkert, og hvad er rigtigt?

Prøv i stedet en fast opbygning i to led. Først hvad der stod, og hvad der er korrekt. Derefter, hvis det er nødvendigt, en enkelt sætning om hvorfor. Eksempel: I en tidligere version stod, at mødet blev holdt tirsdag. Det blev holdt onsdag. Teksten er rettet.

Tonen skal være saglig. Du behøver ikke at gøre fejlen mindre eller større, end den er. Undgå formuleringer som beklageligvis opstod der en misforståelse, for de skjuler, hvem der tog fejl, og hvad der egentlig skete. Skriv, hvad der var forkert, på almindeligt dansk.

• Hvad der stod, og hvad der er rigtigt
• Højst en kort forklaring på hvorfor
• Ingen omskrivninger, der skjuler fejlen

Passiv form er rettelsens bedste ven og værste fjende. Der er sket en fejl lyder neutralt, men det fortæller ikke, om fejlen lå i en kilde, i en tolkning eller i en tastefejl. Læseren får ingen mulighed for at forstå, hvor sikker resten af teksten er.

Brug aktive formuleringer, hvor det er muligt: Vi angav forkert antal deltagere. Eller: Kilden oplyste et andet tal end det, vi gengav. Det virker måske hårdt i begyndelsen, men det opbygger tillid over tid, fordi læseren kan se, at du tager ansvar for dine egne valg.

Det betyder ikke, at du skal pege fingre ad kolleger eller kilder. Sagen er at beskrive, hvad der skete, uden at pynte på det. Hvis en kilde har givet forkerte oplysninger, kan du skrive det, men kun hvis du kan dokumentere det.

• Vælg aktive verber, når du kan
• Peg ikke på enkeltpersoner uden dokumentation
• Skriv hvad der skete, ikke hvad der blev opfattet

En tekst lever sjældent kun et sted. Den ligger som artikel, som uddrag på forsiden, som billedtekst, som delt opslag og som en linje i et nyhedsbrev. Retter du kun hovedteksten, lever fejlen videre i de andre udgaver, og læseren møder to versioner af samme sag.

Lav derfor en kort liste over alle steder, hvor oplysningen optræder, før du lukker sagen. Overskrift, underrubrik, billedtekst, metadata og eventuelle citater i faktabokse hører med. I klargøringen til publicering arbejder vi med netop denne tjekliste, og den fungerer lige godt, når noget skal rettes bagefter.

Til sidst: Kontrollér selv rettelsen, som en anden ville læse den. Står der stadig den gamle oplysning i søgeresultatet eller i et gemt uddrag? Hvis du ikke selv kan rette det, så notér hvem der kan, og følg op.

• Tjek overskrift, underrubrik og billedtekst
• Tjek metadata og citater i faktabokse
• Læs rettelsen som en ny læser

Den bedste måde at undgå fejlene på er at øve dem, før det gælder. På kurset får du et fejlbehæftet eksempel og skal først afgøre, om det kræver en synlig rettelse. Derefter skriver du noten, og vi sammenligner formuleringerne bagefter.

Prøv selv med en tekst fra dit arbejde eller din hverdag. Find en oplysning, der kunne være forkert, og skriv to versioner af en rettelse: en lang og en kort. Læg dem side om side. Næsten altid er den korte den bedste, fordi den kun indeholder det, læseren skal bruge.

Gem dine formuleringer som skabeloner, men brug dem med omtanke. En rettelse skal passe til sagen og ikke lyde som en standardtekst. Kurset giver dig ikke en facitliste, men en vane: tænk på læseren først.

• Skriv både en lang og en kort version
• Sammenlign og vælg den korteste, der er tydelig
• Gem skabeloner, men tilpas dem til sagen